Kropsfornemmelser i den danske kultur.
Brug bogen som anledning til at tale med dit barn om, hvordan det oplever sin krop. I vores kultur har vi meget ringe traditioner for at fokusere på kroppens velbefindende. Vi har i stedet tendens til at adskille krop, intellekt og følelsesliv. Dertil kommer at fokus på kroppen typisk består af fokus på udseende og fremtoning.
Den fortrolighed, der kan opstå, når voksne tager ansvar for at tale med børn om, hvordan de oplever deres krop – specielt den fortrolighed der kan opstå mellem barn og forældre – er vigtig for barnets videre udvikling gennem pubertet og ungdom. Det er således vigtigt at barnet føler, at det er trygt og naturligt at tale med enten sine forældre eller andre voksne om, hvad der sker i kroppen, og hvordan man bedst handler i forhold til det, man mærker.
Det er vigtigt for alle mennesker at lære at mærke signalerne fra egen krop, så man kan lære at tage ansvar for, hvad man vil udsætte sin krop for. Børn skal lære at mærke hvornår deres krop har fået nok af at sidde foran en computer, eller hvornår kroppen gerne vil bringes til ro, så en begyndende forkølelse eller influenza måske kan tages i opløbet.
Seksualitet, kropsfornemmelser og kultur
En del af kropsfornemmelsen handler om seksualiteten, og en del voksne har svært ved at tale med børn om seksualitet. Derfor sker det, at de verbale ytringer mellem børn og voksne omkring dette emne begrænser sig til voksnes oplysninger om de voksnes forplantningsadfærd, og børnenes brug af frække ord, som voksne kan have vidt forskellige opfattelser af.
Men det er heller ikke nemt, for vores kultur synes at være dobbelttydig på dette område: På den ene side har vi fri porno, som gør, at vi hver dag mere eller mindre frivilligt konfronteres med fordrejede men direkte og utvetydige udtryk for voksne menneskers seksualitet.
Men på den anden side: når det kommer til børns seksualitet, så synes de dagligdags holdninger og handlinger at afspejle resterne af en victoriansk tid, hvor den generelle opfattelse var, at børn ikke bør være seksuelt aktive – at seksualitet i det hele taget kun hører forplantningen til. Mange forældre har således gennem tiderne frygtet, at børns seksuelle aktiviteter kunne medføre sygdomme som for eksempel psykoser.
Som samfund er vi usikre på hvordan vi håndterer børns seksualitet
I dag er fagfolk ikke i tvivl om, at børn har en seksualitet, og at det er vigtigt, at denne ikke undertrykkes gennem fx straf, eller signaler om at barnets spirende seksualitet er uvelkommen. Men der skrives og tales ikke meget om dette emne, så forældre, kan nemt blive usikre på, hvad der er normalt, og hvordan de bør tackle det, hvis de oplever, at deres barn er interesseret og nysgerrig omkring seksualitet.
Også mange fagfolk, som fx pædagoger kan føle sig usikre på egne holdninger og følelsesmæssige reaktioner, mens de samtidig føler sig klemt mellem på den ene side deres viden om børns udvikling, og på den anden side de kulturelt betingede holdninger til børns seksualitet – at børn ikke bør være seksuelt aktive.
Fakta om børns seksualitet
Børn har en seksualitet, og jeg vil i det følgende give en kort beskrivelse af børns seksualitet, som den typisk kommer til udtryk i førskolealderen. Nogle børn bliver bevidste om nogle af de seksuelle muligheder meget tidligt, mens andre først opdager denne side af livet på et senere tidspunkt.
Skanninger af drengefostre har vist, at drenge kan få rejsning allerede i fostertilværelsen, og sandsynligheden taler for, at pigers klitoris opfører sig tilsvarende. Så tidligt i børnenes liv er de ikke bevidste om og har ingen kontrol over deres kønsorganer.
Fra 6-10 måneders alderen bliver børnene tiltagende bevidste om deres kønsorganer, og mange bliver ligeledes opmærksomme på, at det er dejligt at berøre disse – hvad enten det handler om direkte stimulation med hænderne, som det ofte ses hos drenge, eller det handler om mere indirekte stimulation, som hos piger, der fx gnider lårene mod hinanden.
Denne interesse for egen krop og egne kønsorganer dukker typisk op i perioder gennem barndommen, og aktiviteterne vil naturligt ændre karakter i takt med barnets alder, forståelsesniveau og motoriske formåen. Efterhånden vil interessen for egen krop også begynde at inkludere en interesse for andre børns og voksnes kroppe og kønsorganer.
For børnene handler denne seksuelle optagethed ikke kun om stimulering af kønsorganerne, det handler lige så meget om nydelse, kropslighed i bred forstand og socialt samvær. Børn har en naturlig nysgerrighed og gør sig i deres lege og aktiviteter erfaringer med alt fra hvordan deres krop fungerer, til hvordan man håndterer socialt samvær.
De lege der typisk inkluderer kroppen og børns seksualitet kan fx være doktorlege, hvor børnene undersøger, rører og gør rare ting ved hinandens kroppe, eller tegnelege, hvor man med eller uden tuscher tegner på hinandens kroppe – med eller uden tøj på.
Sådanne lege kan være interessante og tages op i perioder, på samme måde som andre gøremål er interessante i perioder. Interessen vil ofte ”smitte” i en børnegruppe, således at børnehaver oplever perioder, hvor grupper af børn er meget optaget af sådanne lege.
Nogle børn finder meget tidligt i livet ud af at stimulere sig selv til orgasme – dog uden udløsning af sæd for drengenes vedkommende. Meget tyder på, at vi som mennesker gradvist opbygger et orgasmescript, eller en slags drejebog for, hvordan man opnår orgasme. Til en start tager opbygningen af dette script udgangspunkt i et biologisk potentiale, idet kroppen naturligt reagerer på forskellige pirringer, med en udskillelse af kemiske stoffer, som blandt andet øger blodtilførslen til kønsorganerne. Senere kobles disse fysiske fornemmelser med følelser, som gradvist leder til det vi kalder tændingsmønstre. Tændingsmønstre er med til at gøre, at vi som voksne kan blive seksuelt opstemte blot ved tankens kraft.
Etologer taler om, at vi som mennesker på lige fod med andre højerestående dyrearter dels fødes med en parathed til instinktivt at opøve reproduktionsadfærd og dels har brug for et øverum. Det handler om at gøre sig erfaringer både med egen seksualitet og at lære af andres erfaringer, ligesom en vigtig del af dette øverum handler om at lære gode sociale omgangsformer. Dette står i modsætning til laverestående dyr, som rent instinktivt har reproduktionsadfærden med sig fra fødslen.
Hvor går grænsen?
Nogle børn nøjes ikke med en udvendig udforskning, men ønsker også at udforske diverse huller som fx numsehullet eller skeden hos pigerne. Der kan være tale om at forsøge sig med en stiv tissemand, blyanter, pinde eller andre ting.
Hullerne er der jo, og en udforskning af disse behøver på ingen måde at være tegn på noget unormalt, men det er ikke en hensigtsmæssig udforskning, da børnene kan gøre skade på sig selv og hinanden. Derfor er der brug for voksen vejledning.
Ud over at være inspireret af hullernes tilstedeværelse, kan en udforskning være inspireret af et barns oplevelser med stikpiller, termometre eller af børns viden om voksnes seksualliv og forplantning.
Da børn kan komme til at gøre skade på sig selv og hinanden i lege, hvor de udforsker egne og andres kropsåbninger, så vil der også kunne opstå situationer, hvor nogle børn kan opleve legen som overgreb. Det kan være børn, som måske til en start også selv var nysgerrige, men som pludselig får nok af at lægge numse til.
Derfor er der endnu en god grund til, at der skal være voksne i nærheden, som er opmærksomme og som børn har tillid til – og min anbefaling er, at der generelt sættes den grænse, at ingen må putte noget ind i kropsåbningerne.
Brug for voksen vejledning
Som antydet ovenfor har børn brug for vejledning fra voksne, når det handler om lege med seksuelt betonet indhold. Stort set er det ikke anderledes end i andre sociale sammenhænge: børn har generelt brug for voksen hjælp i forhold til at lære at sige både til og fra, lytte til hinandens signaler og respektere hinandens grænser. Specielt skal man som voksen være opmærksom på og regulere i forhold til at større og mere magtfulde børn kan finde på at lokke eller true andre børn til at deltage i noget, de egentlig ikke har lyst til.
Mht seksualitet har børn også brug for at lære, hvor det er passende at stimulere sine kønsorganer – at det fx ikke er noget der foregår, når man står og venter i en kø i brugsen, men at det er en aktivitet, som hører hjemme, der hvor de voksne bestemmer, at det er tilladt.
Tillid er et must
Vi når ingen vegne alene med regler og forbud. Derimod er det vigtigt, at vi får skabt et åbent og tillidsfuldt miljø, hvor det enkelte barn trygt kan henvende sig til en voksen og fortælle om sine oplevelser.
Det kræver, at de voksne kan rumme børns seksualitet og ikke undgår at komme de steder, hvor man med en vis sandsynlighed kan møde helt eller delvist afklædte børn. Det indebærer også, at voksne omkring børnene sætter tydelige og velbegrundede grænser for, hvad der er tilladt at gøre med hinanden. Alt i alt er det vigtigt, at den voksne i sin regulering af børns samvær er anerkendende og tillidsskabende. Et forhold præget af tillid giver nemlig de voksne mulighed for at lære børnene at mærke efter, hvad de har lyst til, lære dem, at det er i orden at sige fra overfor det, de ikke bryder sig om og ikke mindst lære dem at fornemme og sikre sig, at modparten er med på legen.
Endelig må man forholde sig til, hvordan man som voksen selv kan være en god model i forhold til at vise børnene, hvordan man kan sige fra. For i et liv tæt på børn vil der konstant dukke situationer op, hvor den voksne skal sætte grænsen ikke blot for samværet mellem børn, men også for samværet mellem barnet og den voksne.
For eksempel vil børn, der er interesserede i at undersøge hinandens kroppe, også kunne fatte interessere for at undersøge de voksnes kroppe. Og her er det vigtigt at anerkende barnets nysgerrighed, men samtidig tydeligt tilkendegive egne og kulturelt betingede grænser, frem for blot at afvise barnet ved forlegent at ignorere.
Fortrolighed med egen krop beskytter mod overgreb
Afsluttende vil jeg gøre opmærksom på, at en god fornemmelse af sig selv og sin egen krop, koblet med en selvfølgelighed i at måtte sige til og fra, i sig selv er beskyttende i forhold til overgreb. Dertil har vi som samfund brug for en kultur, hvor vi sikrer, at alle i de opvoksende generationer får en god fornemmelse for, hvordan man sikrer sig ikke at overskride andres grænser.