Om forfatteren Frida Nøddebo Nyrup 2020-06-21T20:13:53+00:00

Om forfatteren Frida Nøddebo Nyrup

Jeg hedder Frida Nøddebo Nyrup er uddannet psykolog og underviser på pædagoguddannelsen.

Min interesse for børns seksualitet startede sidst i 1990´erne, hvor jeg var blevet ansat på det, der dengang hed Socialpædagogisk Seminarium i Odense. Her fik vi en opgave ind, hvor en daginstitution bad om vores hjælp i forhold til en situation, hvor nogle børn havde forsøgt sig med at proppe pinde i numsen på hinanden, og en dreng havde fået en rift, som forældrene opdagede. Herefter løb tingene lidt løbsk. Forældregruppen blev ret oprørte og nogle forlangte at alle buske osv blev skåret ned, så pædagogerne kunne holde øje med børnene hele tiden – og i øvrigt havde flere af forældrene en forestilling om, at børn ikke skulle have lov at udforske hverken sig selv eller hinanden. Imidlertid var pædagogerne overbevist om, at de som institution skulle give plads til børns naturlige behov for at udforske sig selv og hinanden. Dette var i øvrigt på landsplan en generel indfaldsvinkel til børns seksualitet på dette tidspunkt historisk set.

Det blev mig, der blev sendt ud på denne opgave. Til en start havde jeg ikke meget andet end mine egne barndomsoplevelser og oplevelser med min datters spirende seksualitet, at trække på, så jeg vægrede mig i forhold til denne opgave. Men en lidt ældre og meget dygtig kollega, Ida Schwartz, overtalte mig til at sige ja til opgaven, idet hun samtidig stillede sig til rådighed som sparringspartner.

Dette blev startskuddet for en dybere interesse for børns seksualitet.

Fx fik jeg mulighed for at forfølge nogle af de tanker jeg tidligere havde gjort mig som fængselsfunktionær i Kriminalforsorgen. Her løb jeg gentagne gange ind i unge mænd, som enten havde store vanskeligheder i forhold til at styre deres seksualitet på måder som samfundet kunne acceptere, eller som havde seksuelle problemer, som stod i vejen for at finde en kæreste. I flere tilfælde kunne disse indsatte huske at have oplevet ydmygelser og forbud i forbindelse med deres seksuelle nysgerrighed i barndommen, og enkelte kunne endda berette om afstraffelser.

Jeg begyndte også at undervise i børns seksualitet på pædagoguddannelsen, og gennem fx studerende, der var i praktik og/eller havde arbejde på daginstitutioner, fik jeg løbende en pejling på, hvordan pædagogerne i institutionerne typisk håndterede børns nysgerrighed omkring seksualitet.

Gradvist fik jeg dog flere og flere meldinger om, at pædagogerne i institutionerne forbød børns seksuelle nysgerrighed, og hvordan det i flere tilfælde blev ret så problematisk, fordi der var børn, som insisterende forsøgte at finde andre steder til deres nysgerrige undersøgelser af sig selv og hinanden – og at det helt klart blev noget, som børnene var klar over, skulle skjules for de voksne. Dette betød videre, at der opstod situationer, hvor nogle af de store og magtfulde børn, lokkede eller truede mindre børn til at deltage i lege med seksuelt indhold, og hvor jeg i nogle af de tilfælde, jeg har hørt om, vil betegne det som seksuelle overgreb.

På et tidspunkt i årene efter 2010 fik jeg meldinger fra mere end 70% af de studerende, om at de havde kendskab til institutioner, hvor børn ikke havde lov at udforske deres egen og andres seksualitet i de institutioner, de havde været i kontakt med.

Jeg havde imidlertid svært ved at tro, at det kunne være rigtigt, og begyndte at tænke i, hvordan jeg kunne undersøge det. Jeg undersøgte diverse litteratur og undersøgelser i danske daginstitutioner, men fandt intet om dette forhold. Derfor besluttede jeg mig for selv at lave en undersøgelse.

Jeg fik lavet en studieøvelse, hvor de studerendes arbejde på en hel årgang, kunne levere data omkring daginstitutioners håndtering af børns seksualitet.

Hver studerende på en årgang studerede en selvvalgt daginstitutions hjemmeside, for at se hvad institutionen evt. skrev om håndteringen af børns seksuelle nysgerrighed. Efterfølgende skulle den studerende ringe institutionen op, og stillede en række spørgsmål omkring institutionens håndtering af børns seksuelle nysgerrighed.  Det blev årgang 0215, som afleverede 159 brugbare besvarelser omkring danske daginstitutioners håndtering af børns seksuelle nysgerrighed.

Undersøgelsens resultater fik vi offentliggjort i det pædagogiske tidsskift Nul til fjorten (0-14), og referencen kan du finde her:

Nyrup, F. N.  (2015). Børns seksuelle nysgerrighed lever – men ikke på daginstitutionernes hjemmesider. Tidsskriftet 0-14 – et pædagogisk tidsskrift, 25 (4), s. 20–23.

Resultatet af undersøgelsen blev, at 141 af de 159 institutioner, som de studerende kontaktede, havde tendens til på den ene side at være anerkendende overfor børns seksuelle nysgerrighed, mens de på den anden side forsøgte at forhindre denne type udfoldelser. Typisk har de studerende i deres besvarelse beskrevet, at institutionerne forsøger at aflede børnenes aktiviteter omkring seksuel nysgerrighed, ved at tilbyde andre aktiviteter, som fx højtlæsning – fx om forplantning.

Samtidig fik vi øje på, at en del institutioner brugte børnebogen: ”Det kilder” af Janne Hejgaard, som afledningsmanøvre. Vi kiggede på denne bog, og talte om, at børn har brug for en børnebog med lidt andre indfaldsvinkler til deres egen seksualitet.

Her blev ideen om en børnebog født, men jeg var klar over, at de budskaber, jeg ønskede at bringe, var ret kontroversielle i forhold til den kultur, der efterhånden var udviklet i Danmark omkring håndteringen af børns seksuelle nysgerrighed. Derfor måtte jeg finde ud af, hvordan jeg kunne gøde jorden for min børnebog.

Dels blev jeg nødt til mere systematisk at forfølge min mistanke om, at det kan have store konsekvenser, hvis et barn forbydes det, jeg vil kalde en sund og naturlig trang til at udforske sin egen og andres seksualitet.

Derfor satte jeg gang i en større undersøgelse, hvor det nu er årgang efter årgang, der svarer på et anonymt spørgeskema, som løber ind i en samlet pulje. Formålet med denne undersøgelse er, at få fokus på, hvad det mere konkret betyder, hvis børn forhindres i den omtalte nysgerrighed.

Dels satte jeg gang i litteraturstudier, som kunne være med til at give mig et billede af en eventuel sammenhæng mellem børns seksuelle nysgerrighed og deres seksualitet som voksne. Dette studie blev til en artikel, som jeg opfattede som et nødvendigt led, i at skrive den børnebog, som jeg mente manglede. Du finder referencen til min artikel herunder:

Nyrup, F. N. (2019). Vores seksualitet udvikles gradvist. Pædagogisk Psykologisk Tidsskrift, 56 (1).

Men nu var vejen banet for, at jeg for alvor kunne gå i gang med den omtalte børnebog, og nu kan jeg glæde mig over at den er på gaden, og blot håbe på, at mit budskab bliver forstået.

Jeg håber således, at bogen kan være med til, at vi fremover giver vores børn bedre betingelser for at vokse op under forhold, som tilgodeser deres naturlige behov for gradvist at udvikle deres seksualitet. Her taler jeg om at udvikle de fysiske og psykiske potentialer, så man får en fortrolighed med det at håndtere egen og andres seksualitet med en lydhør og respektfuld tilgang. Hvis vi som samfund lykkes med at skabe ændringer, så tror jeg på, at færre unge og voksne mennesker vil opleve frustrationer over en vanskelig seksualitet. Ydermere tror jeg på, at det vil blive nemmere at sige fra, fordi den enkelte får større fortrolighed med sig selv og egen krop og ikke mindst får øvet sig i det at sige fra, hvis der er ting, man ikke ønsker at deltage i.