Elba lærer om tissemænd og tissekoner

198,00 Kr.298,00 Kr. Inkl. moms

En faglig funderet bog, som leverer en god fortælling til både børn og voksne, mens den tillige i et efterskrift leverer oplysninger om børns seksualitet, som synes at mangle i vores samfund. Bogens forfatter er uddannet psykolog og underviser kommende pædagoger, og har tidligere arbejdet som fængselsfunktionær. Berøringen med både indsatte og kommende pædagoger har sammen med en psykologisk og neurologisk viden gjort, at forfatteren blev opmærksom på de negative konsekvenser, der synes at være, hvis børn hindres i gradvist at lære deres seksualitet at kende.

Meget tyder på, at vi generelt ikke er særligt accepterende overfor børns lege med seksuelt indhold, og at dette kan få konsekvenser livet igennem. Der er mange faktorer, som har været medvirkende til, at vi i vores samfund har svært ved at acceptere børns behov for at stifte bekendtskab med deres egen krop og en spirende seksualitet. Alt dette vil man kunne læse om i efterskriftet.

Bogen henvender sig primært til børnehave- og indskolingsbørn i form af en spændende historie, som gør udforskningen af seksualitet til noget naturligt. Samtidig signaleres det, at der også er behov for, at voksne regulerer og hjælper børn på vej i forhold til at være lydhøre overfor hinanden og samfundets normer.

Efter hvert kapitel i børnebogsdelen, vil der være spørgsmål til inspiration i forbindelse med samtale om det læste. I forhold til lidt større børn, kan disse spørgsmål bruges i forbindelse med små skriftlige besvarelser. Samtidig skal det nævnes, at bogen vil være egnet som læse-let læsning for lidt større børn eventuel i kombination med lydbogen. Større børn, vil også gradvist kunne trække mere viden og forståelse ud af bogens anatomiske illustrationer og ud af efterskriftet.

Endelig vil den læring omkring krop og seksualitet, som kan trækkes ud af bogen, også være præventiv i forhold til seksuelle overgreb.


Ryd
Varenummer (SKU): N/A Kategorier: ,

Beskrivelse

Forskellen på Indbunden og Paperback
Indbunden: En hardcover indbinding med garnhæftning i midten af bogen, som gør bogen meget solid og rar at læse i for fx børn, idet der kan slås op på en hvilken som helst side, og siderne vil blive liggende fladt foldet ud, indtil du bladrer frem til næste side. Bogen er trykt med Premiumtryk på 120 grams papir og måler 17 X 22 cm.
Paperback:  Indholdsmæssigt er den en tro kopi af den indbundne udgave. Kun omslaget og limningen i ryggen gør at bogen er knap så tung, som den indbundne. Dermed er den lettere at have med sig i fx en taske. Endelig er paperback-udgaven billigere at anskaffe.

2 anmeldelser af Elba lærer om tissemænd og tissekoner

  1. Anne Rudbeck

    Det kan være svært at tale om seksualitet, men vi er nødt til at prøve
    Frida Nøddebo Nyrups bog om Elba, der lærer om tissemænd, tissekoner og meget andet, er et forfriskende bidrag til den stadig meget begrænsede stak børnebøger om børns seksualitet, særligt fordi tabuisering af børns seksuelle nysgerrighed og doktorlege er ikkeeksisterende i bogen – og det trænger vi til.

    Når man underviser i køn, seksualitet og mangfoldighed på en pædagoguddannelse, ved man, at udfoldelse af seksualiteten (stadig) har trange kår i børnehøjde. Denne viden stammer fra eksisterende litteratur og forskning på området og fra pædagogstuderende, som fra deres praktikker i de danske institutioner refererer, at børns seksuelle udvikling og nysgerrighed stadig er tabu mange steder. Konsekvensen af dette kan være, at børn vokser op med et syn på seksualitet som noget, der skal afledes og gemmes væk, hvilket kan give dem et hæmmet og distanceret forhold til egen krop og seksualitet – og det er jo ikke noget, vi ønsker for nogen.

    Frida Nøddebo Nyrup har samme oplevelse, og hun har derfor skrevet en bog til børnehave- og indskolingsbørn, hvor man gennem en spændende historie om pigen Elba udforsker den barnlige seksualitet, lærer at forstå hinandens kroppe, anatomi og grænser og får hjælp til en forståelse af de samfundsmæssige normer, vi har i Danmark omkring sex, seksuel nysgerrighed og forskellen på den voksne og den barnlige seksualitet. Her er det værd at nævne, at netop denne distinktion mellem den voksne og den barnlige seksualitet er der – og den er markant – men ofte sidestilles de to. Dette kan måske være årsag til, at mange voksne stadig krummer tæer og er i vildrede, når børn leger doktorlege i puderummet eller rokker frem og tilbage på en sofaryg i 0. klasse.

    Bogen indledes med et forord, hvor forfatteren opfordrer til, at man som fagperson/voksen taler med børn om seksualitet på flere forskellige niveauer via en dialogcirkel, som illustrerer måder, hvorpå man kan tale med børn om seksualitet – dette uddybes i bogens efterskrift. Herefter følger en historie om børnehavebarnet Elba, der bliver nysgerrig på sin tissekone, og på hvordan man kan få dejlige fornemmelser i den ved at nusse med en fjer og hælde sand på, hvilket Elba gør i selskab med sin ven fra børnehaven. Undervejs bidrager Elbas forældre med en anatomibog, og pædagogen Anton supplerer med øvelser i afgrænsning og i at lytte til hinanden. Alle kapitler i bogen er efterfulgt af spørgsmål til inspiration, og for de lidt større børn er sproget letlæseligt, så de selv kan læse bogen og eventuelt besvare skriftligt.

    Her fristes jeg til at nævne den aktuelle debat om folkeskolens Uge Sex, hvor lærere giver udtryk for ikke at være klædt godt nok på til seksualundervisningsopgaven – “Elba lærer om tissemænd og tissekoner” kan være et vigtigt bidrag til snakken om grænser, (forskelle på) kroppen, og hvad der føles rart. Bogen har med andre ord et stort didaktisk potentiale og er for lærere og pædagoger et anvendeligt værktøj i en snak, som kan være ret svær.

    Bogens illustrationer er ganske fine, og anatomidelen er meget tro mod virkeligheden. En fin detalje er skildpaddebamsen Tordenskjold, der som et hyggeligt og genkendeligt element følger med i Elbas eventyr.

    Nogle vil måske kalde det grænseoverskridende, at det på et tidspunkt er Elbas far, der holder et spejl, så Elba kan se sin tissekone, men jeg parerer her med et ligestillingsperspektiv, for kan det ikke lige så godt være far, som det kan være mor, der tager snakken med Elba om kroppens anatomi?

    I bogens efterskrift inviteres læseren/den voksne med til et historisk oprids af synet på den barnlige seksualitet – her forstår man pludselig bedre, hvorfor seksualitet stadig kan være vanskeligt at tale om, og også årsagerne til, at vores pædagoger indimellem kan befinde sig i et krydspres mellem deres faglige viden og samfundets syn på børns seksualitet. I efterskriftet opnår man dertil en bedre forståelse af seksualitetens udvikling, og af hvordan og hvorfor forbud, ydmygelser og tabuisering af seksualiteten i barndommen kan hæmme (for ikke at sige ødelægge) den voksne seksualitet.

    En sjov lille detalje i efterskriftet er de små historier om synet på børns seksualitet andre steder i verden, hvilket bidrager til min antagelse om, at synet på barnlig seksualitet i Danmark har sit ophav i nogle diskursive og normative forståelser af seksualitet, som nærværende bog forsøger at bryde med gennem en invitation til dialog om det naturlige og helt normale ved børns seksuelle nysgerrighed. Tak, Frida – den er en fast del af pensum fremover.

  2. Jørgen Nancke

    Har du lært om børns tissemænd og tissekoner?
    Jeg mødte forfatter, psykolog og lektor på pædagoguddannelsen Frida Nøddebo Nyrup på det Fynske Bogtræf 2019, hvor hun præsenterede mig for sin bog ”Elba lærer om tissemænd og tissekoner,” jeg fik endda et smil og et signeret eksemplar. Som lærerstuderende på UCL i Odense, og kørende på det sidste år, så var min interesse stor, da jeg jo forsøger at ruste mig til det kommende lærerliv i folkeskolen. Bogen røg derfor i tasken og lå der til for nylig, hvor jeg ryddede op på mit lille kontor, og fandt den igen.

    Jeg er såmænd ganske fordomsfri og går ind for en naturlig udvikling, nysgerrighed og det at børn skal have plads til at mærke livet, andre og ikke mindst dem selv – eller det troede jeg i hvert fald… Jeg havde det nok som dem, som lige skimmede og så overskriften på denne anmeldelse…

    ”Far vil du ikke nok nusse min tissekone – det tror jeg vil være dejligt” spørger børnehavebarnet Elba sin far om, mens de sidder i sofaen, og det med en fin illustration, hvor hun har trukket kjolen op. Jeg følte mig helt forkert. Den røde lampe blinkede i mit hoved, og jeg fik en ”læg bogen væk inden nogen ser dig med den” reaktion, mens jeg var fristet til at holde begge hænder over hovedet, ventede på et ”Freeeze!” fra en svært bevæbnet swat-teams leder klædt i sort, mens en lille lysende rød plet dansede på min pande.

    Min kone huskede mig dog på, at den ene af vores døtre, kunne finde på at gnubbe sig op ad vores sofabordsben, da hun var omkring et år gammel, når hun lå på tæppet og legede. Som far til seks sammenbragte børn, har jeg efterhånden set den slags nogle gange, og jeg husker heldigvis ikke at vi har skældt ud, allerhøjest har vi ignoreret det. ”Det er helt ok at du gør den slags, men gør det på dit værelse,” dette var hvad vi sagde til dem da de blev større, måske på Elbas alder. Vi gjorde det nok på den måde, for ikke at skulle gå længere ind i det, ind i det farlige område, hvor de grimme ord ligger og lurer, medierne har klart påvirket os kan jeg mærke.

    Senere fandt min ældste datter en kæreste, vi var ude og køre, og jeg nævnte, at hun skulle kunne sige fra og, at hun ikke var tvunget til noget, belært af radioudsendelser om unges seksualliv, hvor de inspireres af de film som de ser på internettet. ”Bare rolig far, det gør jeg også, men det er dejligt og jeg får såmænd også orgasme,” jeg var vildt chokeret, selvom jeg så mig selv som en moderne, moderat trendy og frisk far… Det at sige fra kommer bogen også ind på, det at børn skal vide, at man kan og skal sige fra, og ikke mindst lytte og respektere dette.

    Mine egne teenage år var anderledes, ingen film, intet internet… Jeg havde et diskret ringbind liggende under min seng, det med klare plastlommer indeholdende ”Se & Hør” piger – kun iført trusser. ”Laila kan lide at gå lange ture på stranden, og vil gerne være dyrlægesekretær på Lolland…” jo såmænd, det var ret eksotisk. Der gik lidt hyggelige stunder under den orange arkitektlampe, mens mine forældre og venner spillede ”Lige ud” med deres kortklub inde i stuen, til lyden af Henning Sørensens kassettebånd med sørgelige sømandsviser. Jeg er vis på at min støvsugende mor vidste det, men ingen sagde noget, det var ikke forbudt…

    Frida Nødebo Nyrups bog er flot illustreret, flotte tegninger, som viser alt, med tekst som matcher. Det var for mig svært at komme igennem, men jeg klarede det, på trods af mine indre konflikter med emnet om børns seksualitet. Bogens anden del løste dog op for det hele.

    Frida Nøddebo Nyrup bruger billedet, at hvis man som forældre er angste i tordenvejr, ja så bliver børnene det sandsynligvis også som voksne. Ud af det kan ledes, at hvis børn får oplevelsen af, at ting med deres krop er forbudt eller beskidt, så kan det tages med til voksenlivet. Hvis vi kun var donore og fødemaskiner, så kunne dette måske være ligemeget, men det er vi jo ikke, sex er forbundet med nydelse, hos en selv og hos andre.

    Seksualitet hos børn er ikke noget vi kan komme udenom, spørgsmålet er bare: ”Hvordan kan vi komme til at tale om den?”

    Frida Nøddebo Nyrup rammer med denne bog, lige ned i den uvidenhed, den konfliktskyhed og den berøringsangst som jeg selv bærer overfor emnet, og som så mange andre også gør det. ”Nogen skal gå forrest” når der skal ændres noget, og det gør Frida Nøddebo Nyrup.

Tilføj en anmeldelse af varen

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *