![]()
Om Frida Nøddebo Nyrup
Frida Nøddebo Nyrup er ophavsperson til størstedelen
af NyfaBooks’ faglige tekster om seksualitet og seksuel trivsel. Hun er desuden
gennemgående underviser på kurser og den primære foredragsholder ved forlagets
arrangementer.
Frida er uddannet cand.psych., lektor i pædagogik, familieterapeut og tidligere fængselsfunktionær.
Hendes arbejde tager afsæt i mere end 40 års erfaring med børns og unges følelsesmæssige, kønsmæssige og seksuelle
udvikling – og i et livslangt engagement i at skabe trygge rammer for en sund seksuel trivsel fra barndommen og op.
Gennem sit virke i Kriminalforsorgen og senere som underviser ved University College Lillebælt (UCL) har Frida mødt mange unge og voksne, hvis udfordringer med seksualitet kunne spores tilbage til barndommens oplevelser af skam, tavshed og tabuer. Det blev starten på et fagligt og personligt kald: At synliggøre børns seksuelle udvikling og sikre, at voksne
får den viden og de redskaber, der skal til for at støtte børn i at udvikle en tryg og respektfuld seksualitet.
Frida har i en årrække undervist i emnerne køn, seksualitet og mangfoldighed og var blandt de fagpersoner, der allerede i 2012 tog initiativ til udviklingen af det modul, der i 2014 blev bekendtgørelsesbestemt og obligatorisk på alle pædagoguddannelser i Danmark under titlen ”Køn, seksualitet og mangfoldighed”. Som led i dette arbejde indgik hun i dialog med Undervisningsministeriet og holdt blandt andet oplæg for daværende minister Morten Østergaard om behovet for at styrke området.
Som led i sin undervisning og konsulentpraksis har hun desuden igangsat undersøgelser blandt studerende, der blandt andet i kombination med litteraturstudier har afdækket alvorlige følger af voksnes negative reaktioner på børns kropslige nysgerrighed. Resultaterne har dannet baggrund for både undervisning, publikationer og offentlige debatter.
Hendes videnskabeligt funderede arbejde blev i 2019 anerkendt med en peer-reviewet artikel i Pædagogisk Psykologisk
Tidsskrift:
Nyrup, F. N. (2019). Vores seksualitet udvikles gradvist – også i barndommen. Pædagogisk Psykologisk Tidsskrift, 56(1).
Artiklen betragtes i dag som et vigtigt bidrag til forståelsen af seksualitetens udvikling og behovet for tidlig støtte.
Frida har siden bidraget med både børnebøger og fagbøger om emnet og holdt oplæg på nationale og internationale konferencer, herunder:
- National Sexologi Konference (2024 og 2025)
- Dansk Psykologforening, Kreds Sønderjylland (2024)
- Congress of the European Federation of Sexology (2021 og 2022)
- 3rd Virtual Conference on Nursing Education and Health Care (2021)
- DACS – Dansk Forening for Klinisk Sexologi (2021)
Frida er desuden initiativtager til forlaget NyfaBooks, hvorfra både fag- og børnebøger om seksuel trivsel udgives.
I dag arbejder hun aktivt for at klæde både fagfolk, studerende og forældre på til at forstå og støtte børns seksuelle udvikling. Hun ser seksuel trivsel som en grundsten i menneskelig trivsel – og som et vigtigt bidrag til at forebygge
seksuelle overgreb, ensomhed, mistrivsel og skam senere i livet.